Kaj Walther
22/4 1916 - 18/3 2001

Mindeord

Af Karl Erik Frederiksen

Det var ventet, men afsavnet og tomrummet er ikke blevet mindre af den grund.
Mange skal nu bruge lidt tid på at affinde sig med, at Nordsjælland er blevet en stor personlighed, et varmt menneske, en god fortæller samt en både folkekær og forrygende kunstner mindre.

Maleren og mennesket Kaj Walther lod sig ubarmhjertigt gnave op af en cancer, som ramte ham i høj alder netop som han havde nået til et nyt stadium i sit lange liv. En chokerende kendsgerning for en mand som altid har budt sig selv store fysiske og intellektuelle udfordringer.

Nogle snakker om den tredje alders udfordringer. Kaj Walther var nået til den fjerde eller femte alders nye mål, da diagnosen kom. Endelig, efter et langt livs slid med at blande farver og videregive sin egen fascination af elskede landskaber, kunne han høste den anerkendelse som kunstner som han higede efter, da han som ung slog sig ned ved Nordkysten - uden at have gået på kunstakademi eller at have været inde i varmen hos den daværende kunstnerkoloni i Tibirke.

De etablerede malere nåede aldrig at regne ham for noget særligt, sagde han selv når han lod sig interviewe om sin ankomst til Nordsjælland . For dem var han blot en langbenet kunstnerspire som adskilte sig fra andre unge lømler ved at tage arbejde som Nordkystens første kommunalt ansatte livredder.
I lokalhistorien er han for evigt indskrevet som datidens lokale svar på Johnny Weismüller som iført Tarzan-bukser tilbød turister og fastboende svømmeundervisning ved Tisvildelejes mole.

Anderledes var det med de almindelige mennesker. De elskede ham for hans åbne sind og lyst til at fortælle om den viden han havde suget til sig. Gennem det meste af sit liv var han en populær foredragsholder og fortæller i alle mulige forsamlinger, som han kunne tryllebinde med sine fortællinger om sagn, egnshistorie, besættelsen, grønlands natur og meget andet.
De respekterede ham for den intelligente vildbasse han var, og derfor kom hans tegninger, akvareller også til at hænge i hundredvis af hjem og sommerhuse i Nordsjælland.
Hans hjerte blødte for denne egns intimitet, akkurat som han kom til at elske Grønlands storladne landskaber.

Med Søværnets hjælp kom han hver sommer - gennem 20 år - ud til alle de gamle fangersamfund på hele Østkysten. Her satte han sig ned med sin tuschpen og sin akvarelpensel for at skildre de små samfund som nu er historie.
De flere hundrede billeder og skitser han lavede på disse ture kan betragtes som en kortlægning og en dokumentation af en svunden tid. Når han selv skulle beskrive dem var det også billeder af et lille menneske i en stor og uregerlig natur.
Takket være hans egen stædighed og lyst til at byde sig selv store fysiske udfordringer i den grønlandske natur vil eftertiden altid vide hvordan de gamle fangersamfund og bygder så ud. Han forærede nemlig hele samlingen til Marinebiblioteket i forventning om at kommende generationer også vil være interesseret i at vide noget om de isolerede fangersamfund.
Af samme grund forærede han en stor samling tegninger af Nordsjællandske motiver til det lokalhistoriske arkiv i Helsinge. Vel ønskede han i sin ungdom at kunne leve af sin kunst, men han tegnede og malede også for at andre skulle kunne bruge hans oplevelser.

Det var i øvrigt under turene til Østgrønland, at han kom til at samarbejde med Sirius-patruljen. Takket være denne indsats gjorde den ham til æresmedlem. Rørt blev han da patruljen sidste sommer skulle fejre 60 års jubilæum på Grønland og derfor inviterede dens eneste - stadig levende -æresmedlem med.
Det var ikke tomme ord når han sagde, at han var ked af at måtte melde afbud.
På det tidspunkt havde sygdommen gnavet så meget i den lange og før så spændstige krop, at det var svært at acceptere for ham selv. Nu syntes han selv at hans maleri endelig havde fået den dybde, der gjorde malerierne til meget mere end naturskilderier.
Det var også denne manglende accept af at blive gjort passiv i kroppen af en snigende sygdom som fik ham til pludselig at stille penslerne fra sig, selvom han og alle andre nu kunne se at alderdommens brede penselstrøg og dristige farvevalg havde gjort ham til en stor kunstner, en ægte kolorist.
Hvilken stædighed at blive ved og ved gennem så mange år, for så først at nå sine ungdomsmål når man er kommet i nærheden af de 80.

Kaj Walthers sidste 15 måneder blev tilbragt på sundhedscentret Trongården i Vejby, hvis personale og beboere han elskede. Næsten hele døgnet blev tilbragt i vandret stilling i sengen, men hovedet virkede lige til det sidste. Derfor blev han hurtigt den aktive skribent, tegner og fortæller i sundhedscentrets eget lille blad til beboere, brugere og pårørende.
Mens han lå i sengen læste han stakkevis af bøger. Han havde svært ved at acceptere at øjnene blev trætte før hjernen så han sjældent nåede mere end én bog om dagen. Mens han hvilede øjnene fangede hans fingre et stykke papir, en tushpen eller et stykke farvekridt, og med få streger hev han motiver frem af erindringen.

Da jeg kort efter hans flytning til Trongården besøgte ham for at snakke med ham om de udvalgte tegninger til min bog Troldtøjets Sand, som netop handler om den myteverden som også indgik i nogle af hans foredrag, kredsede motivvalget om den nordsjællandske natur. Erindringsbilleder fra Tisvilde Hegn tegnet i forårets lyseste, grønne farver - eller af en en mark med efterårets mørke farvevalg som menneskets skiftende sindsstemninger. 17 tegninger stillede han beredvilligt til rådighed, heraf de nævnte farvekridtstegninger lavet i sygesengen på Trongården i marts 2000.
Da jeg kort efter mødte op igen for at vise ham de første prøveprint af bogen hentede han sine motiver fra erindringen om Østgrønlands barske natur.

Flere gange kom snakken ind på besættelsen hvor han naturligt nok havde været aktiv i Købmand Ibsens modstandsgruppe fra Vejby Strand, hvorfra de engelske fly blev dirigeret videre hen over Gribskov hvor de kastede deres våben.
Vi aftalte også at han skulle lade sig interviewe om sit kendskab til besættelsen, herunder også om sin viden om de Nordsjællandske værnemagere og nazister.

Interviewet fandt sted kort før jul, men da jeg tog papir og kuglepen frem standsede snakken om de danske nazister. Hans budskab var klart. Ingen af nazisternes efterkommere skulle nogensinde komme til at lide under noget, som ingen længere kan drages til ansvar for.
I øvrigt var de fleste kun blevet nazister og Tysklands-sympatisører af bar naivitet. De vidste ikke bedre, lød svaret.

Interviewet blev bragt 30. december under overskriften En alderdom uden bitterhed.

Kaj Walther ville være blevet 85 år den 22. april. I den alder er så mange andre døde, mætte af dage. Kaj Walther var langt fra blevet mæt, da han fik den skæbnesvangre diagnose.
Æret være hans minde.

Læs også:

Interview med Kaj Walther 1996

Interview med Kaj Walther 2000

Kaj Walther fortæller 2000

Vignet, spritpen på kuvert, Trongården december 2000.