Interview bragt i Frederiksborg Amts Avis 30. december 2000:
En
alderdom
uden
bitterhed
Samtale
med Kaj Walther som flyttede
på Trongården for et år siden
Kuvert-vignet tegnet på Trongården november 2000.
Af Karl Erik Frederiksen ©
Trongård
Avisen er navnet på et lille tidsskrift som udkommer hver måned til beboerne
og brugerne på sundhedscentret Trongården i Vejby.
I januar-nummeret 2001 kan man finde en anmeldelse af bogen »Baggårdsbørn
har også drømme«, der er skrevet af en af sundhedscentrets faste gæster,
Aggi Jensen fra Helsinge.
- Det er så rystende det hun kan fortælle om at vokse op i en baggård
sammen med en far, som var så modbydelig. At tænke sig, at man kan gå
så meget ondt igennem og alligevel blive til et helt menneske - og at
man bagefter kan skrive om det så rørende, uden bitterhed og uden had
til denne far som opførte sig som et svin over for børnene. Det er den
smukkeste og bedste bog jeg nogensinde har læst, siger manden bag anmeldelsen
af bogen.
Manden er kunstmaleren Kaj Walther, som i snart et år har været beboer
på sundhedscentret.
At kunne anskue livet og fortiden uden bitterhed er noget som Kaj Walther
selv har tænkt en del over siden han i januar sidste år måtte flytte fra
sit hus og atelier på Tibirkebro, hvor han gennem et langt liv har malet
hundredvis af landskaber fra Nordsjælland og Grønland.
Anledningen til flytningen var den chokerende meddelelse om at havde fået
at vide, at han var uhelbredelig syg af cancer. Kun ét enkelt maleri er
det blevet til efter, at han fik diagnosen.
I dag går det meste af tiden med at læse, og det sker også at han laver
en lille tegning med tusch eller farvekridt.
-Jeg blev så forbandet. Nu syntes jeg lige, at det rigtig godt med maleriet,
siger Kaj Walther.
Planlægning mislykkedes
Sidst Frederiksborg Amts Avis bragte et større interview med Kaj Walther
var 20. april 1996, to dage før hans 80 års fødselsdag. Det var kort tid
efter, at han havde besluttet at trappe ned for sin omfattende foredragsvirksomhed,
som ellers havde været en del af hans indkomst.
Den gang fortalte han at om værdien af i tide at planlægge sin alderdom
nøje for at undgå også at blive psykisk gammel. I dag hvor det meste af
dagen tilbringes på langs i sengen, der er omgivet af stakkevis af bøger
fra biblioteket og fra hjemmet på Tibirkebro, er det naturligt at spørge,
om planlægningen lykkedes.
-Jeg havde jo drømt om langsomt at kunne vænne mig til tanken om, at der
er så meget man begynder ikke at kunne gøre. Når man ikke kan køre bil,
må man tage toget - og hvis ikke man kan cykle må man gå. Et par gange
om måneden, når jeg havde holdt foredrag på Tisvilde Højskole, så gik
jeg til skolen og hjem igen for at holde mig i form. Jeg har altid ment
at det er væsentligt, at man stadig er rørig. Motion skal ikke overdrives
når man begynder at blive gammel, man skal holde sig rørig sålænge det
er muligt.
-Det var det jeg havde drømt om, langsomt at tilvænne mig til tanken om
at skulle leve på en anden måde. Men jeg fik ikke lov at leve efter denne
planlægning. Sygdommen gjorde det umuligt. Nu bor jeg på Trongården, hvor
alle er søde og hjælpsomme. Det er et virkeligt skønt sted at bo.
-Hver dag får jeg smertestillende medicin, og det er en god ting i denne situation, men der er nogle kedelige bivirkninger. Hukommelsen kan pludselig snyde, koncentrationen kan svigte, jeg bliver hurtigt træt når jeg læser, og det bliver sværere og sværere at styre blyanten når jeg tegner og skriver. Det har jeg svært ved at affinde mig med, siger Kaj Walther.
Turen til Hesselø
Hver måned sætter Helsinge Bibliotek cirka 25 bøger af ved hans lejlighed,
blandt dem er mange erindrings-bøger. Fra hjemmet på Tibirkebro, der nu
bebos af datteren, kommer der også stakke. I december står der blandt
andet H.C. Andersens dagbøger og Nationalmuseets serie om herregårdsliv
på hylden ved sengebordet. Han får læst i dem alle, og han får hver måned
bidraget til Trongård Avisen med en tegning og lidt tekst.
I januarnummeret er det en tegning fra Hesselø og en beretning om dengang
midt i 1930'erne (mens han kunne smykke sig med titlen som Nordkystens
eneste kommunalt ansatte livredder) hvor han fik lyst til at tage sin
kajak og ro de cirka 25 kilometer ud til Hesselø. Turen tager i øvrigt
mellem syv og otte timer, hver vej, hvis nogen skulle finde på at gøre
ham kunsten efter.
Kaj Walther har adskillige hårde, fysiske strabadser at tænke tilbage
på og glædes ved.
Tilbageblikket er uden bitterhed over kroppens nuværende tilstand, selv
om det kan være svært at acceptere.
Minder fra Grønland
Nogle af de bedste minder knytter sig til Grønland, som han med søværnets
og luftvåbnets hjælp besøgte hver sommer gennem 20 år for at lave registreringer
med blyant og pensel af de gamle fangersamfund på den nordøstlige side
af Grønland. Hans samarbejde med slædepatruljen Sirius i disse år har
gjort ham til æresmedlem af patruljen.
-Først på året havde jeg den sorgfulde glæde at skulle sige nej til en
invitation til noget jeg virkelig godt kunne tænke mig. I anledning af
Sirius-patruljens 60 års jubilæum blev der arrangeret en tur til Østgrønland,
og man ville gerne have mig med, skrev de. Før jubilæet var jeg jo patruljens
eneste stadig levende æresmedlem. Hvor blev jeg rørt og taknemmelig over,
at man stadig husker mig, og hvor gjorde det ondt at skulle sige nej.
Jeg vil så gerne op og klappe hundene endnu en gang, siger Kaj Walther.
-Årene på Grønland var de bedste i mit liv, og jeg nåede både at opleve
det gamle Grønlands varme og det nye Grønlands bagside - druk, narkotika
og hustruvold, for at nævne noget jeg pludselig begyndte at kunne se.
På en af mine sidste ture så jeg en mand stå foran butikken med sine dåseøller,
mens han slog et barn. Sådan noget kunne man aldrig opleve i det gamle
Grønland, siger Kaj Walther.
De tysker-venlige
En anden periode Kaj Walther bliver bedt om at se tilbage på er besættelsen.
Flere gange før har han fortalt om sin tid som tilknyttet en lille modstandsgruppe
styret af købmand Ibsen fra Vejby Strand, og om tiden før besættelsen
hvor flere på Tisvilde-egnen var »på den forkerte side« - om ikke nazister,
så dog meget tyskervenlige og begejstrede for Hitlers måde at løse arbejdsløsheden
på.
-Deres navne kommer ingen ved. Det skal ikke skade deres børn og efterkommere,
at de havde disse synspunkter, siger han.
-De vidste jo ikke bedre. Dengang var Tisvilde et lille bitte lukket samfund.
Mange mennesker anede ikke hvad der var af konzentratrionslejre og tortur
syd for grænsen. Mange danskere, som de så op til, havde jo været i Tyskland
og begejstret beskrevet alt hvad Hitler stod for. Men jeg vidste hvad
der foregik fordi jeg som kunstner kom vidt omkring. Blandt andet kom
jeg på Carlsberg hos fru Jakobsen, der fortalte mig om de jødiske flygtninge
de gemte på bryggeriet. En gammel gymnasiekammerat var den kendte modstandsmand
Erik Saxtorp, som også fortalte mig hvad der foregik.
Skaffede
tjæren
-Selv har jeg ingen helte drifter at kunne berette fra den tid. Det
eneste jeg vil stå ved er, at der blev malet hagekors på en række af de
tyskervenlige familiers huse i Tisvildeleje. Men jeg var så bange for
at min høje, ranglede og lyse skikkelse kunne blive genkendt i sommernatten,
at jeg lod andre gøre arbejdet. Min indsats var kun at jeg skaffede tjæren,
siger Kaj Walther.
En
anden ting, som han kender en del til, er hvad Gribskovbanens station
i Holløse kunne bruges til. Når modstandsgruppen skulle hjælpe med at
fordele våben blev de sendt med Gribskovbanen til Holløse, hvor de blev
skjult på loftet.
De to eneste større sabotage-handlinger i gruppens område kender han intet
til, fastholder han, selv om han godt har hørt hvad folk siger om ham.
Den ene var afbrændingen af en hel togstamme læsset med tømmer og byggematerialer
på Vejby Station. Materialerne skulle anvendes af tyskerne til deres opførelse
af raketbatteriet på Salgårdshøj, men en mørk nat brændte det hele så
kun sømmene lå tilbage.
Den anden handling var afbrændingen af et hus i Tibirke Bakker.
-Det var netop blevet overtaget af en københavnsk entreprenør, som var
kendt for sit positive syn på tyskerne og nazisterne, og hans hus var
begyndt at blive tilholdsted for ligesindede, herunder danske hipo-folk
og lignende. Jeg har tit tænkt på hvorfor de måtte brænde huset af. Men
jeg har aldrig fundet ud af hvem der gjorde det. Jeg har aldrig haft lyst
til at spørge. Hvis nogen havde ønsket at tage æren for det ville de være
stået frem i dag, siger Kaj Walther.
Da krigen var slut kom opgøret. For Kaj Walther skete det uden bitterhed og vrede mod de tyske soldater og deres danske håndlangere.
-Soldaterne så sølle ud, og de var virkelig i fare inden de kunne komme ud af landet. Jeg følte ingen triumf eller hævnfølelse. Jeg havde en fornemmelse af hvor tragisk det var, at alle disse titusinder af soldater og civile nu skulle hjem til et totalt smadret land. Selv påtog jeg mig ansvaret for at få ført cirka 15 soldater, heraf to officerer, til opsamlingsstedet i Helsinge. De ville have været taget til Dronningmølle, hvor der også var opsamling, men jeg syntes det var alt for farligt for dem at tage den vej. Derfor fik jeg overtalt dem til at stige på deres cykler, hvorefter vi satte kursen mod Helsinge. Det var ikke nødvendigt at få dem afvæbnet, for de vidste hvad der ventede. Det må have set komisk ud da vi cyklede af sted, og da vi nåede ind til kroen i Helsinge blev vi mødt af hurra-råb, fortæller Kaj Walther.
Læs også: