Da
Kaj Walther blev 80
Fødselsdags-interview bragt
i
Frederiksborg Amts Avis
lørdag 20.april 1996.
Copyright Karl Erik Frederiksen.
Som gammel ser
man det fra dybet
Maleren Kaj Walther fylder 80 år på mandag
Af Karl Erik Frederiksen
Der
er forskel på at blive gammel og på at blive ældet.
At være kunstmaler er heller ikke det samme som at være linedanser.
På mandag fylder maleren Kaj Walther på Tibirke Bro 80 år. Han priser
sig lykkelig for, at han ikke valgte at blive linedanser - og at den trafikulykke,
der for fem år siden betød en total omlægning af hans liv, kun tvang ham
til at blive gammel.
Normalt
kan han ikke udstå at tale om sygdom. Men han undgår det ikke.
For ulykken har betydet så meget for den måde, som Kaj Walther nu lever
og anskuer livet på.
-Man kan blive psykisk gammel på bare ét minut. Efter en måned på hospitalet lå jeg og tænkte på, hvordan jeg skulle undgå sådan en situation. Jeg forestillede mig, at jeg stod for at flytte til et nyt land, og at dét var noget som jeg var nødt til at planlægge nøje, siger Kaj Walther.
-Før brugte jeg tid både på maleriet og på at køre rundt og holde foredrag. 14 forskellige foredrag om bl.a. Nordsjælland, Grønland, København og mit eget liv havde jeg at køre rundt med. Det var ingen sag at komme rundt til foreninger o.l., da jeg havde bilen. Nu kræver det planlægning og planlægning at komme rundt. Busser og tog er noget andet. Kun undtagelsesvis holder jeg foredrag. Den situation har gjort, at jeg endelig har fået ro omkring maleriet, siger Kaj Walther.
Lys og mørke
Og
hvad maler så en maler, der endelig efter 65 års jagt på et fysisk aktivt
og oplevelsesrigt liv endelig har fået ro til at fordybe sig i sin metier?
I det aktuelle tilfælde handler det mest om lys og mørke, i farvevalget
på paletten og de billeder, han vil male.
Oftest tager fødselaren udgangspunkt i sine erindringer fra de mange ophold
i Grønland.
Der var bl.a. slædepatruljen Sirius, en tid som kok og som bygningsarbejder.
Derefter var der gennem 20 år en årlig rejse til Grønland.
Med søværnets og flyvevåbnets hjælp kom han ud til de vilde, ubeboede
kyster på Nordøstgrønland, som fangerne havde søgt bort fra. Med blyant
og akvarel farve tegnede han hvert år gamle fangsthytter, landskaber og
rester af beboelser.
Hvert år tog han en ny bid af kysten og nedfældede på papiret.
I dag er dokumentationsmaterialet af den svundne fanger-periode overgivet marinens bibliotek, som også har deponeret Kaj Walthers rejsedagbøger.
Alene i verden
-
Når jeg sådan gik alene ned langs kysten og det pludselig blev storm,
så skrumpede jeg ind. Jeg tænkte, at nu blev jeg alene i verden, og hvad
skulle jeg nu gøre?
-Denne følelse af at være skrumpet ind i det barke grønlandske landskab
har jeg ofte tænkt at jeg ville forsøge at male. Selv om det er barskt,
er det også smukt. Ligesom det danske efterår. Det har også sin egen skønhed.
- Først nu, hvor jeg er blevet gammel, har jeg fået ro til at male denne følelse. Hvis jeg kunne komponere ville jeg beskrive følelsen i toner. Jeg kan allerede høre oboen, celloen og et par dybe horn. Noget i stil med Bachs Pastorale. Men jeg er ikke komponist, og holder mig til maleriet, siger Kaj Walther.
Fra
dybet
I
Kaj Walthers altelier og galleri er der foreløbig to billeder, der beskriver
denne følelse. Pro Fundis - fra dybet - er den næsten bibelske titel på
de to lærreder med lyset, der bryder igennem det grønlandske fjeldlandskab.
Det ene af billederne har Kaj Walther malet på i to år, inden han var
klar til at sætte sin signatur nederst på billedet.
-Jeg har altid brugt utrolig lang tid på mine malerier, Jeg går i gang på ét lærred, lader det stå og tager det frem mange gange for at male videre. Da jeg var ung kunne jeg af og til male et maleri færdig i én proces, men jeg har sjældent gjort det. I nyere tid er det kun sket én aften. Jeg havde stået i Tibirke bakker og set en solnedgang. Det lys lykkedes det mig at male på lærredet straks jeg kom hjem, siger Kaj Walther.
Om
fødselaren føler sig kendt eller "anerkendt" som kunstner vil han ikke
snakke om i anledning af fødselsdagen.
Han skjuler ikke, at han i hvert fald ikke følte sig anerkendt af den
gruppe etablerede og velrenommérede kunstnere, der udgjorde Tisvildes
og Tibirkes kunstnerkoloni, da han i 1937 tog i mod jobbet som den første
kommunale livredder på Nordkysten.
-Jeg kendte dem ikke særlig godt. Det var jeg slet ikke fin nok til. Herregud, jeg var jo bare en livredder. Det var ikke noget for dem, siger Kaj Walther.
-Som ung savnede jeg meget at kende andre malere. Jeg kom aldrig på akademiet, fordi jeg hellere ville ud at rejse, da jeg var færdig på gymnasiet. Jeg sled meget med maleriet, og altid alene.
-Først da en af Tisvildekunstnerne, professor William Scharff skulle bruge en til at stå model for sig, da han skulle lave nogle store fresker på Studentergården i København, kom der styr på det. I to år var jeg sammen med ham. William Scharff var en vidunderlig mand. Han lærte mig utroligt meget, siger Kaj Walther.
Kaj Walthers fødselsdag bliver ikke markedet på en måde, der vedrører offentligheden, mener han.
-Jeg skal være ærlig. Jeg orker ikke at holde åbent hus. Jeg holder mig borte på fødselsdagen, siger han.
-keef.
Læs også:
Interview med Kaj Walther 2000