Stille dage i Tibirke
med Grønland
i tanke og pensel

Af Niels Jørgen Larsen og Stig Olkjær
(copyright, artiklen har været bragt i Vejby-Tibirke Årbog 2000)

Da Gud var færdig med at skabe verden, lå Grønland som en enorm, rå stenbunke oppe under polen.

Fra glasgrønne gletchere drev det iskolde smeltevand nedad lodrette fjeldsider, der fra svimlende højder styrtede sig i de bundløse fjorde, hvis mørke vand stribedes af rygende sne.

Ude fra det stortgrå polarhav, hvis bølger var spættet af drivisens konfetti, nærmede den første brune frosttåge sig de kyster, som den i al fremtid skulle befamle med sin lammende kulde, og svide med sin ætsende ånde. Over det hele hang et lavt skydække, mørkt af hujende storme og drivende regn.

Så skete det, at Skaberen gennem en rift i skydækket fik et glimt af dette nådesløse land. Han kom til at tænke på de arme mennesker, som engang skulle leve dernede: »og han ynkedes inderligt«. Men alt lys og al livgivende varme var allerede fordelt på den rullende jord. Men for at stråleglansen fra hans skabervælde også skulle nå disse øde strande, brød Herren en lille stump af Edens Have og lagde den forsigtigt ned på Østgrønlands kyst ved det vand, som engang skulle kaldes Rudis bugt på 73 grader nordlig bredde. Derfra skulle solen i korte sommeruger i al evighed stråle og kaste sit velsignede lys over det mishandlede land.

I dette lille stykke paradis, som nu lå og lyste som en grøn ædelsten i mørket dernede, levede den glødende sol, det hviskende græs, det bløde, lysende mos, revlingen og den tålmodige, ydmyge polarpil. Selv ikke muntert flagrende sommerfugle manglede, ligesom også et par store humlebier lod deres sommerdovne brummen lyde. Men Djævelen var, som vi ved, allerede dengang på spil og fik listet sin onde vilje ind i Vorherres milde skaberværk. Han sørgede for, at et par hidsigt surrende spyfluer og en flok syrligt summende myg for al fremtid skulle forbitre tilværelsen for mennesker og dyr i den østgrønlandske sommers paradis.

KAJ WALTHER
»De himmelske græsgange på 73 grader nordlig bredde«

Grønland blev mit halve liv, siger Kaj Walther, og det fornemmer man tydeligt af ovenstående tekst, der er indledningen til en af hans artikler om det store land i nord fra et af de talrige togter. Den anden halvdel af Kaj Walthers liv kan man sige blev Tisvilde og Tibirke med skoven og stranden. Årbogsredaktionen satte Kaj Walther stævne i hjemmet gennem mere end 50 år på Tibirke Bro en lørdag formiddag i januar. Det blev halvanden times fascinerede fortælling, der løftede flige af et begivenhedsrigt og varieret livsforløb.

Det har været et ønske gennem flere år at få en artikel om Kaj Walther i årbogen, men projektet blev udsat pga. sygdom, og der er så meget at berette om, at han - som han selv konstaterer - ikke ville vide, hvor han skulle begynde og hvor han skulle slutte.
Vi valgte at begynde ved hans ankomst til Tisvilde og nåede siden rundt om en speciel opvækst, svære ungdomsår, mødet med hans livs kærlighed, besættelsestiden, virket som livredder, underviser og foredragsholder, kunsten og selvfølgelig Grønland.

Flyvesandsklitter i Tisvilde Hegn

Adopteret af et par damer

Kan du huske din første dag i Tisvilde?
-Ja, ja. Jeg tror det var i 1935 eller 36. Jeg kom herop og vidste ikke en pind om det hele, men jeg havde ikke været her en uge, så var jeg klar over, at her skulle jeg være resten af mit liv. Her skulle jeg aldrig væk fra igen. Men det var jo primitivt. Somrene var jo dejlige, jeg var ung og endelig var der noget, der kørte, så jeg brugte lidt for mange penge. Der var kolde bajere og dejlige damer. Den fik hele armen! Jeg skulle rigtig nyde det, så vinteren den blev streng. Jeg boede i gamle Peter Hansens vaskehus nede ved stranden. Det lejede jeg for 10 kr. om måneden. Og jeg frøs, hold da op hvor jeg frøs! Det var en barsk vinter, nordenvinden stod lige ind, og jeg havde ikke rigtig råd til fyring. Alligevel var jeg så lykkelig - nu havde jeg fået mit eget liv, nu skulle jeg selv skabe noget, så jeg var glad og lykkelig.

Kaj Walther er født i Odense den 22. april 1916. Han har aldrig kendt sine forældre, blev efter få måneder anbragt på et børnehjem i Horsens og kom siden til København, da han blev adopteret af »et par damer«, som han siger. Ved et lykkeligt tilfælde havnede han i Tisvilde med tjans som livredder, og herfra udviklede det hele sig:

-Jeg elsker det sted heroppe! Jeg kan huske, da børnene var små, man gik op i Hegnet. Jeg stod og malede og børnene rendte og legede omkring mig. Det var vidunderligt. Dengang var der jo lidt mere stille heroppe. Om vinteren var der fuldstændigt dødt. Der var meget få landliggere. Her var en idyl uden lige. Vognmændene havde heste dernede, her duftede af hestegødning, her var en lille fiskehandel, det var et yndigt sted. Der var mange forretninger. Folk bliver forbavsede, når de hører at Magasin du Nord og Schous Sæbehus havde udsalg i Tisvildeleje.

Hvornår begyndte dit kunstneriske virke?
-Da jeg var 11 år, tror jeg. Jeg boede i Charlottenlund, og der hvor Gentofte rådhus er i dag, lå en gammel gård (Maltegaarden). Der var mødding ud til Bernstorffsvej dengang, det var primitivt. Gården brændte, og jeg cyklede hen med en lille tegneblok og malede branden. Jeg har altid ville tegne og male, men det var sent jeg kom igang med det rigtigt. Jeg havde ingen, der kunne støtte mig.

-De jeg boede hos - jeg er adopteret af et par damer - var meget fattige og kunne ikke forstå, at man ville være maler. Det var forfærdeligt, noget med druk og damer! De var meget religiøse og havde forestillet sig, at jeg skulle være præst eller degn eller lærer. Jeg lærte at spille orgel, så jeg kunne blive organist.

-Men da jeg voksede op og blev et stort brød, brast alle de illusioner meget hurtigt. Da jeg var færdig med gymnasiet (gik ud af Ordrup gymnasium efter 2.g., red.) tog jeg ud at sejle. Det var det eneste man kunne, der var enorm arbejdsløshed. Jeg havde ingen familie, kendte ikke mine forældre. Det blev nogle forvirrede år.

Fra bums i København
til svømmelærer for Susse Vold

Arbejdsløsheden var ikke mindre, da Kaj Walther atter gik i land:
-Det endte med at jeg gik som bums inde i København, var meget langt nede. Bumser dengang i byen var ikke som i dag. Vi gik ikke rundt med bajere i hånden. Vi var virkelig outcast, og politiet var altid på jagt efter os, skønt vi ikke var spor kriminelle. Når vi var trætte og sad på en bænk på Rådhuspladsen, kom de og jog os væk. Det var en grim tid, men så skete der nogle heldige ting for mit liv, og det endte med, at jeg af mange veje kom herop som livredder.

Unge Kaj Walther fik et tip om, at man kunne tjene en krone i timen som garderobehjælp på Bellevue.

-Det var udmærket dengang. Ovre på gammel Bellevue kunne man købe biksemad og en øl for et par kroner. Men vi havde ikke noget sted at bo. Jeg prøvede at gå ind i Dyrehaven, men det var koldt sådan en sommernat, så det duede ikke. Men på Bellevue var de »fingre«, hvor folk skiftede tøj, forbundet med en lang længe, hvor vi havde liggestole og badekåber, vi lejede ud. Jeg fandt ud af, at jeg kunne tage hasperne af nogle små vinduer oppe i loftet. Når alle så var gået listede jeg ind, satte to liggestole sammen og tog et par badekåber. Så var den hjemme! Det gik godt nogen tid, men pludselig en nat vågner jeg ved, at der står en mand med en hund og lyser mig i ansigtet. Det var inspektør Jensen, flink mand:

»Hvad i alverden laver De her,« spurgte han.

Jeg sagde som det var, at jeg ingen steder havde at være.

»Det kan vi ikke have. De er en pæn ung mand, De er kultiveret, De taler sprog. Jeg har fået at vide, at de søger en livredder i Tisvilde, og jeg har set, at De svømmer godt. Nu kan De tage deres livredningsprøve her, så kan De komme derop og blive livredder.«

-Det var et mirakel. Det vendte mit liv, og det er jeg ham dybt taknemmelig for. Det var vel ikke meget, man tjente som livredder dengang?

-Jeg havde 600 kr. om måneden kan jeg huske, Men det var jo ikke som i dag. Det var fra otte morgen til seks aften, og jeg skulle holde stranden ren, pille papir op. Der var ikke noget at sidde på sin rumpe, men så fandt jeg på at tage svømme-elever. Jeg har altid været meget glad for at undervise.

-Susse Vold fik en svømmeprøve hos mig. Det er morsomt at tænke på i dag, at hun blev en af de smukkeste kvinder i Danmark. Hun var en lille, tynd, knoklet, genert pige. At hun blev en så dejlig, smuk dame. Ungerne hang jo altid hos mig, vi havde det rart sammen. Der var et søskendepar, Jørgen og Mette Kofoed (Bjørnsen), to dejlige unger. Jørgen blev skudt af tyskerne under besættelsen, lige før befrielsen.

Kaj Walther har også givet Marlene Schwarz svømmeundervisning, så han havde fine folk i sit brød! Han udviklede sin egen pædagogik og lærte også de totalt vandskrække børn at blive fortrolige med det våde element. Det var i det hele taget et alsidigt virke, hvor samarittertjeneste var en del af jobbet også.

-Vi havde forskelligt grej i redningshuset. Forbindsstoffer, karbogenapparater som man troede på dengang, og kanyler og sprøjter, som jeg selvfølgelig ikke måtte bruge, men det var hvis der var en læge tilstede. Hvor parkeringspladsen er i dag var der teltlejr. En dag kom en ung mand, den ene tå var frygteligt læderet, skåret halvt af. Det kunne jeg ikke lave, men jeg kunne stoppe blodet og sende bud til lægen. Han havde skåret foden på en brødmaskine i teltet!

Om vinteren gik tiden der sidst i 1930'erne med at male - og med at prøve at skaffe nogle penge.

Mødet med Strit:
En hastig beslutning
og et lykkeligt giftermål

-Jeg blev gift meget hurtigt. Det var den anden sommer, eftersommeren, der var næsten ingen mennesker på stranden. Så kom der en dejlig pige gående. Hun skulle have tændt en cigaret, og spurgte om jeg havde en tændstik. Det havde jeg, vi kom i snak. Hun var smuk, klog, morsom, havde en god replik, hun var velbegavet. Hun skulle ind og læse på universitetet. Vi havde 14 dejlige dage sammen, så rejste hun til København, ferien var forbi.

-Her oppe boede en fru Henriques, hendes mand var søn af Fini Henriques, han var også violinist i det kongelige kapel. Hun var direktrice i en afdeling inde på Bo (i dag Illums Bolighus). Hun fik interesse for mig og spurgte om jeg havde lyst til at udstille i deres lokale ud mod Strøget. Det var jeg lykkelig for. Vi lavede en fin udstilling, dengang var det meget moderne med at have en til at spille ved åbningen. Jeg kendte Egil Harder, og han kom og spillede et par timer mod at få et lille billede.

Ved ferniseringen stillede så pigen fra sensommeren i Tisvilde.

-Vi kaldte hende altid Strit, hun hed Estrid. Hun var smart, byklædt osv., stor hat, så dejlig ud. Da vi var ved at lukke, spurgte jeg om hun ville med ud på Nørrebro, hvor jeg skulle afleverere en tegning. Vi gik ind på Runddelen, hvor jeg kendte tjeneren Kaj. Vi fik et par bajere og snakkede 2-3 timer. Jeg var klar over, at den pige måtte være sagen. Så på et vist tidspunkt kiggede jeg på hende og sagde: »Må jeg spørge dig om noget, vil du gifte dig med mig?« Så sagde hun: Ja!!

-Det var noget af et frieri! Hun vidste hvor elendig min økonomi var og det hele. Så kaldte jeg på tjeneren Kaj og spurgte ham: »du hvordan bliver man gift?«

»Det skal jeg sige dig, Walther. Du går ind på rådhuset, ik'. Så går du til højre, der er en dør, der går du ind og der får du alle papirerne og bliver gift, ikke. Og ovre på den anden side, der er en anden dør, der går du ind og bliver skilt, ik'!«

-Jeg sagde tak skal du ha' Kaj! Vi tog ind til Københavns Rådhus og blev gift. Jeg kan huske, at jeg måtte låne penge af en gammel skolekammerat til bryllupsrejsen med Gribskovbanen. Jeg havde ikke penge til andet! Den eneste gang jeg har fortrudt det, var morgenen efter. Jeg vågnede, Strit lå og sov. Jeg tænkte, hvad er det du har gjort? Du har taget en klog og sød pige op, hvor du ingenting har. Jeg havde en gammel madras, der var sat udenfor et hus, en af de forfærdelige spiralmadrasser, som stod på to Richs-kasser. Det var den rene elendighed. Men vi fik et dejligt liv, hun var dygtig, hun var klog, hun var skarp. Hun var mig en stor støtte. Hun var bohemen i vores liv. Hun havde mod, det havde jeg ikke. Jo, fysisk mod, men jeg følte, at jeg ikke var noget værd overfor folk, krøb jeg i et musehul. Men hun kunne svare på tingene. Jeg må fortælle en episode, som siger alt om hendes karakter og styrke:

-Der lå den gamle Thorup kro, meget spændende sted. Der boede mange fra det kongelige kapel ude på Hals. Værtsparret Manggaard var meget kunstnerisk interesserede. Nogle spillede, nogle sang. Det var et henrivende sted på sommeraftener. En sommer boede en ven, Mogens Brems, han var harmonikaspiller, hos os nogen tid. En vidunderlig dag, fuglene synger, raklerne drysser ned. Så siger Mogens: »Kunne I tænke jer, Strit og Walther, at sidde ude i haven på en kro, i skyggen med nogle kolde bajere, hvor dråberne løber ned af flasken…«

Så siger Strit: »Det kan vi godt. Du tager harmonikaen med og Walther kan godt synge Mandalay og sådan noget. Vi kører derover ved frokosttid og spørger om vi må optræde lidt, så går jeg rundt med en talerken.«

-Den første hun hjemsøgte var en mand, der sad alene ved et bord. Han havde fået den helt store frokost og sad med en flaske cognac og stor cigar og lod til at nyde livet. Strit tænkte, at det var det rette sted at starte. Hun gik hen til ham med sit smukke smil og sagde:
»Kunne De tænke Dem at bidrage lidt til musikken?«

Han så op på hende, tog sin cigar og dryssede aske på underkoppen! Strit sendte ham et strålende smil og sagde: »Tak skal De have« - og hældte asken ned i hans jakkelomme! Sådan gør man…det er fornemt!

Strit ændrede hele Kaj Walthers liv, og det var altid hende som solgte hans malerier. Det var svært for ham på mange måder, da Strit døde i 1977.

De første år tog det unge par, hvad de kunne få af jobs for at tjene penge. Ved påsketid tog de til en pensionat i Hornbæk, hvor Kaj Walther arbejde i køkkenet og Strit var stuepige. Om vinteren tegnede Kaj Walther julekort med tusch. I julemåneden tog de til byen sammen, de kendte nogle restauratører, Walther sad om aftenen og tegnede, mens Strit gik rundt og solgte julekortene. To vintre tegnede han også kort i Bolighuset, og det reddede økonomien. En vinter blev det til 3.000 kort, som blev solgt for 25 øre stykket.

-Her i Tisvilde levede vi på kredit. Vi havde en sort bog hos købmanden og bageren. Der blev skrevet ned, hvad man købte, og når man havde penge, sørgede man for at betale. Der var aldrig noget vrøvl, bare de vidste at vi havde viljen til at betale. Der var mange, der levede på kredit på den måde. Strit var også lærerinde på skolen i nogen tid, vi hutlede os meget godt igennem.

En håndsrækning med takt

-Det var en besværlig tid. Først boede vi i lånte huse fordi vi ingen penge havde. Forskellige rare landliggere lånte deres hus ud om vinteren, når det blev påske måtte vi flytte. Vores flyttelæs var fire trillebøre!

I det hus i Lejet, hvor Paul Hammerich og Marlene Schwarz siden har boet, blev Kaj Walther inviteret på middag hos en ældre overlægefrue. Han traf her fru Vagn Jakobsen, enken efter brygger Jakobsen på Carlsberg.

-Meget begavet, dygtig og feteret dame. Hun så hvordan jeg boede og sagde så til mig: »Ved De hvad, Walther. De kommer ikke ud af stedet uden penge. Jeg vil give dem i to år 100 kr. om måneden, så De kan få arbejdsro.« Det gjorde hun så. Det var mange penge dengang. Jeg blev venner med hendes to sønner, hvor den ene, Finn, var ornitolog og forøvrigt senere far til Sanne Salomonsen. En vinterdag nogle år efter, hvor fru Jakobsen var død, kommer Finn og fortæller, at hun har testamenteret mig 5.000 kr. Så kunne vi købe hus.

Det blev huset i Tibirke, hvor Kaj Walther siden har boet.

-Det var primitivt med bræddeloft i stuen og slet ikke noget ovenpå. Det var en håndværker, der havde købt det for at lave værksted. Jeg tror han var lidt »fugtig«, for det brød sammen det hele! Der var ikke vand, heller ikke lys eller afløb. Men vi følte, at vi var blevet millionærer med den kasse. Vi var lykkelige for at få vores eget hus. Det gav også en vis status dengang. Når man fik hus, var man et ordentlig menneske i forholdet til de lokale. Noget af det, som var værst, da jeg var helt ung herude, var at man snakkede meget om folk. Det gjorde man dengang i de små byer, man skulle have noget at underholde sig med, og det var ikke lige korrekt, alt hvad der kom frem. Men på den anden side mødte jeg nogle mennesker, som var utrolig søde ved én:

-Jeg vil gerne riste en minderune om fru Spiegelhauer, Helge Spiegelhauers mor. Hun må have været et halvt hundrede år. Den første vinter, da jeg stadig var alene, kneb det forfærdeligt med at få noget at spise, men jeg havde en hund. Det skulle man have! Jeg beklagede mig ikke til nogen, men en vinterdag jeg kom gående gennem lejet stod fru Spiegelhauer i døren til butikken og sagde »Walther, har De tid et øjeblik. Jeg skal spørge Dem om noget. Ved De hvad, De har sådan en stor hund, kan den ikke spise noget af vores gamle brød?« Det var jeg meget glad for, så kunne jeg hente hver dag, og hun vidste jo ganske godt, hvordan det hang sammen. Jeg kendte hende ikke særlig godt, men det er virkelig rørende med folk, der tænker sådan og kan give en håndsrækning med takt.

Gartner Frydensberg
reddede nok mit liv

Så kom der en krig?
-Så kom der en krig, ja. Inde i København var jeg lidt i lag med en god ven, han var ingeniør og blev senere medlem af Holger Danske. Der var ikke noget at lave herude i begyndelsen. Det første man kunne gøre, var at uddele illegale blade. Så kom der tyskere herop. De holdt til på Badehotellet, her var en farlig leben. De mængede sig med tyskerne derovre og hyggede sig med dem over en kop kaffe. Det siger jeg ikke for at smæde nogen. Jeg tror ikke de anede, hvad der var foregået i Tyskland. Det vidste folk herude ikke, så jeg vil ikke bebrejde dem. Jeg vidste det fra min tid i København, hvor jeg havde truffet nogle kommunister, og jeg havde været som sømand i Tyskland og set den forfærdelige marcheren og slåen på trommer dernede.

-Det gik lystigt til på hotellet, men tyskerne kunne mærke, at vi var nogen, som vendte ryggen til og demonstrativt ikke hilste på dem. Der var nogen nede på lejet, som var virkelig kompromiterede, syntes vi. Der skulle males hagekors på deres huse. Vi havde forelagt det for København og fortalt om deres meritter, og det var helt i orden. Jeg kunne ikke gøre det, jeg var alt for let genkendelig, så jeg fik fat i to - bl.a. Jørgen Kofoed, som nu var blevet en ung mand - jeg skaffede tjæren fra købmand Ibsen på Salgårdshøj, som også var modstandsmand. De fik så malet hagekors. Vi boede om sommeren hvor Skipperstuen nu ligger. Der havde jeg udstilling. Kl. fire om morgenen buldrede det på døren: Raus!

-Der stod en lille, undskyld jeg siger skiderik, af en sergent eller korporal med to soldater med maskinpistoler. Ud! Så blev jeg stillet op ad væggen ved hotellet, de fortalte mig, at jeg var kommunist og modstandsmand og havde malet hagekors. Så smurte han mig et par flade øretæver, det var så nedværdigende! Jeg kunne dengang med venstre hånd have slået ham ihjel. Som ingenting have brækket ryggen på ham. Det var ydmygende, når man står med to sådan mausere i maven gør man ikke meget vrøvl. Så trak det op til at blive alvor. Hvis jeg ikke fortalte som det var, ville de køre mig ind i Dagmarhus, så skulle de nok få mig til at tale. Det var vi bange for alle sammen, vidste ikke hvor meget vi kunne holde til.

Men så sker der et mirakel. Gartner Frydensberg skulle på grønttorvet og kommer gående tidligt om morgenen.

-Han var en mærkelig mand, meget kultiveret på sin vis, meget vidende, der gik rundt som en snavset gartner. Han handlede med tyskerne, men havde ikke omgang med dem. Han skulle tjene penge, solgte vist også grise til dem og talte tysk: »Was machen Sie mit dem Maler?«

Ja, jeg var kommunist osv. Så sagde Frydensberg: »Nej, ved De hvad. Det er en stor misforståelse, han er kunstmaler. Kunstnere kan have deres idéer, men han er alt for optaget af sit maleri, så det er gal adresse.« Tænk engang: det rettede han sig efter den lille tysker. De kendte ham godt. Det var rart for mig…

Da krigen var forbi røg Frydensberg ind og stå ret fordi han havde solgt de grise osv. Da havde jeg den glæde at kunne fortælle, at han ikke var tysk-sindet, og at han havde hjulpet og og måske reddet mit liv dengang.

Igen oplevede Kaj Walther sin kones enorme konduite, mens han stod udenfor huset med hænderne i vejret:

-Vi havde en lille brændeovn, og pludselig buldrede røgen op af skorstenen. Vi havde lige fået en sending illegale blade.

Redningsdåden
ved Vejby Strand

I november 1941 fik Kaj Walther stor opmærksomhed for sin redningsdåd i forbindelse med en stranding ud for Vejby Strand. En galease gik på grund ved Salgårdshøj.

-Strandfoged og det hele var derude, men de kunne ikke ramme skibet med deres redningsraketter. Tidlig om morgenen kom Knud Frydensberg og hentede mig - måske kunne jeg hjælpe. Jeg cyklede derud i modvind, det var i november og blæste ad h. til. Da jeg kom derud, kunne jeg se, at skibet satte sig og var klar over, at der ikke var længe igen før de måtte i vandet. Det var en far og en søn. Der var ikke andet end at svømme ud og hente dem. Jeg vidste hvad det drejede sig om, mens jeg løb ned af skrænten smed jeg al tøjet. Strandfogeden råbte, at jeg skulle have tov med, men nej, så ville jeg drukne. Jeg svømmede derud og fik dem ind. Det gav en masse omtale, jeg fik redningsmedalje og audiens hos kongen.

Bagefter fulgte nogen polemik ved søforklaringen, men her kunne de lokale fiskere fortælle, at de to ikke var blevet reddet uden Kaj Walthers indsats.

-En mand skrev til mig, om jeg ikke kunne male episoden, men det kan man ikke, og når jeg er blevet spurgt om det ved foredrag har jeg sagt, at det vil jeg ikke snakke om. Dette er første gang jeg omtaler det.

I dagene efter befrielsen havde Kaj Walther sit at se til. Han var i Vejby med til at holde en gruppe tyskere, der var på vej mod Hornbæk, tilbage til der kom forstærkninger fra Hillerød, og han husker også en skud-episode tæt ved hjemmet på Tibirke Bro, hvor man lavede vejspæring for at stoppe en lastbil med tyskere og måtte gribe til våben, da bilen kørte videre. Det viste sig, at der med i bilen var danske officerer, som siden måtte stå skoleret.

Kaj Walther byggede et beskyttelsesrum i baghaven. Man vidste ikke om en mulig invasion ville komme denne vej.

-Det var en spændende tid, men godt at få den overstået. Men man mødte mennesker, som det viste sig, man kunne stole på.

Kaj Walther erindrer også fra krigens tid en mærkelig mand, Bredbjørn, der på en måde havde forbindelse til tyskerne. Bl.a. fik han hjulpet en søn af en af Walthers bekendte ud af fængsel. Bredbjørn, der havde arbejdet i Rusland før revolutionen, var gerne i selskab med sin flok af store hunde. En dag under krigen satte Kaj Walther en spand vand ud til hundene, og det rørte virkelig Bredbjørn. Så meget at han var klar til at gøre Kaj Walther en tjeneste. Chancen kom efter krigen, da han skaffede to returbilletter med tog til Holland. Det hele for en spand vand!

Modeljob for Scharff
førte til legater

Kaj Walther fortsatte som livredder hver sommer frem til 1958. Nogle år før var der kommet mere gang i maleriet, og han fik et stort legat til San Cataldo i Italien, et kloster syd for Napoli, hvor danske kunstnere og videnskabsmænd kunne få ophold.

-Vidunderligt sted. Hele miljøet indendørs er dansk guldalder, møbler og bibiotek. Jeg fik en måned dernede. Jeg havde købt en motorcykel hos Erik Orth i Rågeleje. Jeg spurgte ham om vi kunne bytte med en motorcykel og et billede plus noget kontant. Så fik jeg en to-takters Jawa, fremragende køretøj. Vi arrangerede, at min kone senere tog toget til Siena, hvor vi mødtes en septemberaften. Så kørte vi rundt i Italien, Tyskland og Østrig og havde vidunderlige to måneder. Nogle gode venner havde vores børn så længe.

I Siena fik Strit syet et par vidunderlige, højhælede sko for 50 kr. hos en lille skomager, der havde dem klar på to dage. Siden besøgte Walther Siena et par gange mere, men sidst var den smukke toscanske by blevet det rene Tivoli med turister overalt.

Midt i 1950'erne tog det kunstneriske virke for alvor en drejning.

-Der kunne jeg pludselig få legater. Før var der ingen, der havde fået øje på mig, og jeg malede heller ikke særlig godt. Men så en dag kom professor Scharff, som boede oppe i Lundene, en vidunderlig maler. Han kom ned en efterårsaften, jeg kendte ham ikke, vidste hvem han var, men havde ikke talt med ham.

William Scharff søgte en model til brug for nogle store fresker på studentergården på Tagensvej.

-Det var jeg lykkelig for. Jeg kom op og stod model for ham i et par år, og det var en stor chance for mig. Der lærte jeg virkelig noget og fik rettet nogle skavanker. Og som det nu er engang i verden, så kunne jeg pludselig få legater. Når han og Riisager og hvad de hed alle sammen skrev under, så kunne jeg få legater. Jeg var altså i Italien og på andre studierejser, det var dejligt. Men jeg har aldrig været god til at følge det op, Scharff sagde til mig: Nu skal De invitere legatbestyrelserne op til en god middag og sådan noget. Men det er mig så inderligt imod. Ikke fordi jeg er særlig ædel, men jeg kan ikke lide det med, at man skal spise sig til noget, så jeg fulgte det ikke rigtig op, men har da klaret mig udmærket siden. Man skal omtales indimellem, og jeg har da fået megen respons efter at have været på TV eller i radioen.

Grønland blev en livsstil

Nogle år efter Italien-turen - vistnok i 1958 - fulgte den første rejse til Grønland, der som Kaj Walther selv siger blev hans halve liv. De første par somre tog han forskelligt arbejde, bl.a. som kok for søværnet fra halv seks morgen til 11 aften, hvorefter han gik ud og malede under midnatssolen. Det var lidt trættende, og efter 4 år på arbejdsplads på Grønland tog Kaj Walther nogle af sine tegninger og malerier med ind til chefen for søværnet, viceadmiral Thostrup, for at få en fast aftale, om at komme op til »Sirius« på Daneborg for at tegne og male.

-Jeg havde et godt navn fordi jeg havde været en god arbejdskraft deroppe. Han sagde med det samme, at det kunne godt lade sig gøre, og jeg kunne rejse op til Sirus med fly eller skib. Jeg var der tre somre, blev fløjet og sejlet ud, sat ned på kysten og gik og tegnede og malede fra hytte til hytte. Det var helt vidunderligt. På marinens bibliotek ligger et enormt materiale, over 400 tegninger og akvareller fra de år. Flere af de gamle fangsthytter er væk nu, der er stor historie ved dem. På visse punkter er tegning bedre end fotografi. Det var nogle lykkelige år, og siden kunne jeg rejse med søværnet alt det jeg ville. Jeg var med på mange ture, sejlede hele Grønland rundt og kom overalt på Grønland, fløj med gamle Catalinaer og sejlede med inspektionsskibene.

-Jeg skrev de mange dagbøger, som alle mine gode venner fik kopieret. Nu ligger dagbøgerne også på marinebiblioteket. Jeg holdt meget af at skrive om Grønland også. Jeg boede tre somre hos Sirius-patruljen, og jeg er æresmedlem af Sirius. Det er jeg meget stolt af.

Udover Sirius-tiden er det blevet til adskillige rejser rundt på hele Grønland gennem årene, hvor Kaj Walther tydeligt har fået indtryk af det grønlandske samfunds forandring til det mere negative:

-Sidst i 1950'erne var Angmagssalik stadig en lille dejlig by. Der var jeg på mit første besøg. De fleste grønlændere boede i tørvehytter ude hvor Heliporten er i dag. Der løb deres unger og legede, der gik deres hunde. Søde og rare mennesker. Kom ind om aftenen i kajakker med sæler, de havde fanget. Smilende, dejlige mennesker. Jeg har været der en del gange siden. Sidst jeg var der, det må have været i 1987-88. Der snakkede jeg med borgmesteren. Angmagssalik det er Grønlands største socialkontor, sagde han.

-Når vejret var godt sad de skidefulde og drak. Om vinteren tog de unge til Danmark for at få socialhjælp og drikke bajere her… Det gør mig så ubeskrivelig ondt, det var så et dejligt folk. Jeg husker de små bopladser, vi besøgte. De søde, glade, smilende mennesker. En af de sidste gange i Angmagssalik så jeg i Brugsen en dreng, som græd. Han fik en ordentlig én på skrinet af sin mor. Det var utænkeligt 15 år før, at en grønlænder slog sit barn.

Under et andet af de senere besøg oplevede Kaj Walther en gammel grønlænder, som længe tavs betragtede hans oliemalerier. Ved afskeden med det klassiske svage grønlandske håndtryk sagde han så: »Du kender Grønland«. En stor kompliment til billederne.

Kan du sige noget om din specielle kunstneriske inspiration af Grønland?

-Det er jo klart. Det enorme land, ensomheden. Det er ikke det smilende Grønland. Det som tiltaler mig mest er det mørke, det truende Grønland. Det holder jeg meget af. Det handler et af Walthers seneste billeder også om, og ligeledes det som kort efter nytår blev hængt op i Tibirke kirke.

Hvad har især inspireret dig kunstnerisk her i området?

-I de unge år var det skoven. Jeg rendte altid deroppe og malede. Det er et vidunderligt landskab heroppe, det lyse og lette. Jeg har jo tilladt mig at blive ved med at være impressionist. Det er ikke pænt i dag, det må man ikke, men det generer ikke mig. Mit maleri har dog heldigvis forandret sig meget, heldigvis den rigtige vej.

-Der er mange, der har lavet vidunderlig abstrakte ting. Som Jorn og Carl Henning. Så er der også andre…enhver kan jo sætte sig ned og klatte noget til! Engang ad åre vil man måske savne nogen, der har malet landskabet. Fotografi og film er udmærket, men det bliver aldrig det samme. Der er også mange mærkelige skulpturer, der stilles op omkring. Den foran Helsinge rådhus synes jeg dog er dejlig.

-Jeg maler da også abstrakte billeder, og dem sælger jeg sjovt nok meget hurtigt. Tiden skal nok ordne de, som kommer lettere til tingene indenfor den abstrakte kunst, mener Kaj Walther.

Johannes V., Scherfig, Gelsted..og Jørgen Nash

Du har nævnt Scharff, men hvordan har din omgang ellers været med kunstnerne i området?

-Ikke meget. Jeg har altid haft travlt, knoklet løs. Der var Scharff og Haagen Müller, hvor jeg kom lidt. Så var der Lisberg, men vi kom egentlig ikke sammen. Jeg var meget yngre end dem. Jeg havde ikke tid og heller ikke råd til større festivitas, men her kom mange spændende malere herude. Mange af dem respekterede mig ikke, og jeg var heller ikke særlig god dengang. Man kunne have rakt mig en venlig hånd og et godt råd. Det fik jeg af Scharff, og da fik jeg styr på det. Det er uvurderligt, hvad det har betydet for mig.

Men ellers var omgangen med de ældre kunstnere begrænset:

-Det var en helt anden generation, og de regnede ikke mig for noget, men jeg har da været hos Haagen Müller og hos Kunert. Men eneste maler, jeg kom sammen med var Kai Sass, Elsa Kai Sass' mand. De boede i bakkerne.

Så har du også mødt Jørgen Nash heroppe?

-Ja, han var en skæg fætter. Han var morsom. Vi lærte hinanden at kende, jeg købte hans digte. Han kørte rundt og solgte et leksikon, prædikede og snakkede. Vi sås ude hos fru Hertz, som havde et vidunderligt hus i bakkerne. Hun samlede nogle af kunstnerne, her kom Jørgen også. Nash var fræk som en slagterhund. Han blev turistchef, og det bestod i, at han kørte rundt til alt, hvad der var af værtshuse og kroer med sin familie og prøvesmagte! Det generede ham ikke: »Jaa, vi vil jo gerne smage, hvad I laver af mad her!«

-Han var modig. En sommer skulle han leje huse ud. Også vores, da vi kendte hinanden. Så kom der nogen ned for at se på vores hus. Ja, der stod i annoncen, at der var stor naturpark - det var ukrudtet...

-Han fik en mægtig karriere, han var så venligt at sende mig den første bog han skrev ovre fra Sverige. Hans søn bor heroverfor. Han legede med min søn. Det er mærkeligt som tiden går. Nu er han en stor, midaldrende mand. Carsten hedder han.

På et tidspunkt boede billedhuggeren Jean Gaugin, søn af den rigtige Gaugin, på Barritgård i Vejby Strand, og det gik livligt til derude.

-En jeg også snakkede med engang imellem var Gelsted. Jeg kendte en forfatter, der hed Sigvard Lund. Han var kommunist, han havde sommerhus her. Der kom Gelsted meget, han var et yndigt menneske, Gelsted. Næsten altid skidefuld, men hjernen kørte! Her var ikke nogen fuldemandssnak. Han var højt begavet, meget vidende. Aksel Nygaard, forfatteren, kom også meget heroppe. Han skrev det dejlige digt om Tisvilde Hegn. Det er ikke mange, der kender det, men det er så smukt. Jeg læste det bl.a. som afslutning på et foredrag i Vejby-Tibirke Selskabet.

Poul Reumert sank sammen

Et andet dejligt digt er Seedorfs »Endnu i nat«, som Kaj Walther anvendte, da han modtog kommunens turistpris for nogle år siden.

-Jeg har truffet Seedorf og Spindevinde. Johannes V. Jensen har jeg truffet én gang hos fru Hertz. Han sagde ikke meget, var meget lukket, når der kom nogen han ikke kendte. Havde den stramme holdning overfor en ung fløs som mig. Ham ville jeg gerne have snakket med. Scherfig har jeg mødt et par gange, men der sprang ingen gnister mellem os. Han var bragende venstreorienteret, men jeg omgikkes nogle af de pæne mennesker, det har måske ikke passet ham. Jeg kunne tydelig mærke, at han ikke kunne lide mig.

-Der kom mange mennesker, hvor vi havde udstillingen. En dag i den stille time, da klokken var seks og alle var hjemme og spise på pensionaterne. Så kom Poul Reumert gående! Elegant som sædvanlig i meget elegant tøj. Han var mindre end jeg troede. Han var meget høflig:

»Er det maleren? Må jeg ulejlige Dem og se Deres ting?«

Så gik han ind og kikkede. »Unge mand, har De set den film, der går…Moulin Rouge? Den må De se. Den handler om Toulouse Lautrec«. Han fortalte om det i tror jeg 5-10 minutter. Og ved I hvad - han stod og skrumpede ind og agerede vanfør. Han sank sammen, så optaget var han af det… Spændende at møde sådan et menneske.

De lokale, undervisning
og foredrag

Dit liv heroppe har jo været en sær blanding af kunstnere, landliggere og lokalbefolkningen?
-Lokalbefolkningen har jeg ikke haft meget med at gøre fordi jeg altid havde travlt. Fiskerne var specielle, da jeg var ganske ung. De sagde jo ikke for meget. Deres mening fik man sjældent at vide. De sagde ja og amen til alting og snakkede, som var man en vældig flink fyr. Når man så gik, fik man en ordentlig gang røg! Det skal ikke opfattes nedsættende, tværtimod det er trist folk mister deres karakteristika efterhånden. Man skulle »simle«, som Scharff sagde. Han boede her i sin barndom og kendte befolkningen: »De skal huske at simle,« sagde han. Hvis De nu er rigtig nordsjællænder og skal låne en stige, går De over og siger »Goddag Peter Karlsen, hvordan går det. Jo, det går meget godt. Hvordan..har koen kælvet endnu? Nej, og hvordan står kornet? Og så når man har snakket fem minutter, siger man, hør jeg kunne vel ikke få lov at låne en stige. Man skal liste sig ind på tingene. Tiden skulle jo gå med noget, så fik man lidt underholdning der også.

Kaj Walther kom dog i kontakt med lokalbefolkningen først via sprogundervisning, som siden udviklede sig til en omfattende foredragsvirksomhed.

-Da krigen var forbi tænkte jeg, at nu skal folk nok ud at rejse. Jeg ville undervise i sprog, tysk og engelsk. Det har jeg lov til at prale af: Jeg mestrer at tale sprog. Hvis jeg var i Italien en måned, kunne jeg snakke sproget. Det er ikke pral, det er rigtigt. Jeg lapper det i mig. Skulle jeg have været en velhavende mand, skulle jeg have studeret sprog…

-Jeg satte en annonce i Helsinge Avis, som var på fire sider dengang. Af kommunen fik jeg lov til at låne en klasseværelse i Tisvilde og Vejby. Eleverne gav vist 5-10 kr. om måneden. Det var fornøjeligt, mange af de mennesker havde ikke haft en særlig god skolegang. De kom virkelig af trang til at lære noget. Det første var, at de var generte overfor hinanden, når de skulle lære de mærkelige lyde. Jeg måtte forklare dem, at vi gerne måtte le og more os over hinanden. De skal vi alle igennem, og det løsnede op.

Der kom også bud fra Helsinge, om han kunne tænke sig at undervise der. Siden blev det sat i system under aftenskolerne, og her begyndte Walther at få travlt. Han blev siden fast knyttet til Pensionisthøjskolen. Her holdt han det første lysbilledforedrag efter et første besøg på Grønland i 1958, og det udviklede sig gennem årene. På et tidspunkt havde han 16 forskellige foredrag at turnere med, om Grønland, Tisvilde, Nordsjælland, København, om historiske personer.

Den sidste vinter inden han for nogle år siden kom ud for et trafikuheld og måtte trappe ned nåede han ikke mindre end 71 foredrag. Samtidig var der også tid til at undervise i keramik på Godhavn og to aftenskolehold.

Mere tid til at male

Efter biluheldet holdt al foredragsvirksomheden op.

-Da opdagede jeg, at jeg havde haft alt for travlt, jeg havde ikke tid nok til at male.

Den tid har Kaj Walther fået de senere år:

-Det er nu ikke blevet en stor produktion. Jeg er jo længe om mine billeder. Det store derinde har jeg malet på i halvandet år, nu er det færdigt. Jeg har pludselig fået tid de sidste 10-11 år, hvor jeg ikke kunne lave andet, og det har været lykken. Nogle dage kører det, andre dage ikke. Dem der kender mine billeder siger, at de er meget meget seriøse de sidste par år. Det er jeg jo glad for. Idéer kan komme de særeste steder fra. Man kan læse en passage i Jobs bog og tænke, at det er ligesom på Grønland. Der er nogle vidunderlige passager i Jobs bog med is og sne.

En anden beskæftigelse har været dagsbogsskriveriet. »Stille dage i Tibirke« (som nu ligger på det Kgl. Bibliotek) har Kaj Walther kaldt de tankevækkende betragtninger fra de senere år. Tidligere gik det ikke så stille af i en tilværelse, man kan kalde broget, men bestemt ikke indholdsløs. Stille dage med tanker nordpå til de grønlandske landskaber, der i den grad har præget det maleriske virke.

Som Kaj Walther slutter sin artikel om »de himmelske græsgange«:

»Medens jeg skriver dette, har vinden lagt sig. Bugtens vældige flader ligger atter blank og spejler Theolitplateauets alvorlige profil. Bramgæssene ses som sorte prikker nede ved stranden, de sover vist, for her er helt stille, den eneste lyd jeg kan høre, er Eigil elvens fjerne brusen ovre fra Claverings Ø. Solen hænger lavt på nordhimlen mellem lasede blodigrøde skyer. I en lille sænkning bag huset ligger tre okser og en kalv som varme lodne sten og tygger drøv, slørede i aftenens dybe, blå skygge…

»Og det blev aften den første dag«.

Artiklen har været bragt i Vejby-Tibirke årbog 2000. Årbogen udgives af Vejby-Tibirke Selskabet.
Yderligere oplysninger på www.wictor.dk

Læs også:

Interview med Kaj Walther 1996

Interview med Kaj Walther 2000

Mindeord 2001