Forord

Forord til Troldtøjets Sand - samt andre sagn og vandrehistorier fra Tibirke og Arresøs opland:

Troldtøjets Sand er navnet på et sagn eller en vandrehistorie om to oldtidshøje som rejser sig på et højdedrag mellem Holløse og Ørby tæt på den sjællandske nordkyst. I disse høje bor der troldtøj, sagde man engang. Man sagde også at alskens ulykker vil ramme den som roder i højenes sand eller på anden måde kommer trolden for nær.
Vandrehistorien, som er blevet fortalt på mange måder, er blot en af mange der gennem århundreder er blevet fortalt om væsner der trives bedst i mørke.
Historierne handler ikke kun om troldtøj. De kan også anskues som almindelige menneskers beskrivelse af begreber som godhed og ondskab, og om den evige kamp mellem de to begreber. Troldtøj er i den forbindelse uønsket skab, hvad enten det drejer sig om trolde, ellepiger, nisser, varulve, hekse eller andre direkte efterkommere af oldtidsmenneskets og vikingernes guder.
Om alle disse efterkommere har folk snakket og fortalt historier så længe at det nu er uinteressant at vide hvornår de mærkelige skabninger huserede.

Det siges at hver by og hvert sogn har sine hekse og trolde. Visse steder er dog ved indgangen til et nyt årtusinde fattige på vandrehistorier om troldtøj og spøgeri. Pest, krig og kirke har fordrevet folk eller deres traditioner og folketro. Men i den egn hvor handlingen i denne bogs historier udspilles har der altid - på trods af krige, pest, sandflugt og andre ulykker - været en herlig genstridig befolkning der har ønsket at kunne henrykkes og forskrækkes af naturens fortryllelser.
<<Til top

Det geografiske centrum for handlingen i bogens historier er Tibirke i Nordsjælland. At man så let kan følge troldtøjets spor i landskabet fra denne tilsandede landsby har en naturlig forklaring. Det var nemlig her Den Onde huserede, hvis man tør tro på de seneste århundreders folkesnak.
Et faktum er det at den samme arkæolog, som afdækkede gudeviet i Jelling, arkitekt Ejnar Dyggve, også i en periode boede ved siden af Tibirke Kirke og også her fandt belæg for at udvikle teorier om, at der omkring kirken har ligget kultpladser for de gamle hedenske guder Tyr (Tir) og Frej (Frø).
Hvis man tager Dyggves teori for gode varer må man også tro på, at dyr og mennesker engang blev ofret til guderne på dette bakkedrag.
Fra dette sjællandske Olympos-bjerg er historierne vandret i folkemunde. Først om guder, senere om troltøj. Geografisk kan historiernes vandring følges i et landskab der før var afgrænset af vand og sump, store skove og sandørken. Turen går bl.a. gennem Vejby- og Tisvilde-egnen, rundt om Arresø, Helsinge, Blistrup og langs den sjællandske nordkyst fra Rågeleje til Liseleje.<<Til top
Historierne er blevet genfortalt så mange gange at ingen kender deres oprindelse. Ordene "der var engang" vil derfor være indledningen på mange sætninger og beretninger i denne bog. Mere præcis tidsangivelse kan ikke gives.
I dag kendes kun enkelte rester af nogle af vandrehistorierne og sagnene. De er blandt andet blevet bevaret gennem nogle optegnelser som blev udført for Nationalmuseet i sidste halvdel af 19. århundrede. For at forstå disse fragmenter, som er optegnet af V. Boye (En Herredsreise, c. 1886) må man bruge sin fantasi, digte lidt til og lytte til det andre mennesker har fortalt om samme eller lignende sager. Et sådant forsøg gøres med denne bog.
<<Til top

Meget opspind og digt er der puttet på fragmenterne, men uden læserens egen fantasi vil forsøget stadig mislykkes.
Mange af beretningernes elementer vil fag- og religionshistorikere kunne betegne som historieforvanskninger. Alle må de have lov at have deres viden, og den er ikke forsøgt antastet med denne udgivelse.
Mange af historierne er skættehistorier fra kvindernes snak over hørkartningen. Andre er fortalt videre som godnathistorier af bedstemødrene til deres børnebørn. Hver gang er der ændret lidt i dem. I denne samling gøres ingen undtagelse. Visse lokaliteter er måske endda blevet tilført nye eller opdigtede elementer fra historier med oprindelse flere mil derfra, men i vandrehistorier tjener det intet formål at skelne mellem sandt og usandt. Flere mundtlige kilder har ligeledes, bevidst eller ubevidst, givet bidrag til denne bogs historier.
Med enkelte af sagnene er der næsten udelukkende foretaget en sproglig justering og nyfortælling i forhold til allerede kendte optegnelser. Det gælder bl.a. sagn om Helenekilde og Sankt Helene Grav i Tisvilde.
I denne samling drages ingen konklusioner om hvem denne Helene var. I stedet genfortælles uddrag af en række sagn og vandrehistorier fra Nordsjælland suppleret med udpluk fra sagn fra Sverige, hvorfra Helene ifølge de fleste overleveringer skulle komme. Hver især kan historierne indeholde modstridende oplysninger om denne fromme kvinde som i folkesnakken spredte lys og glæde til alle, der tog hende alvorligt. Alle sagn og legender om hende vidner om forfædres fantasirigdom og lyst til at fortælle en god historie.
<<Til top

Nogle levn eksisterer i dag kun som sætninger, som mundheld og ordsprog. Andre levn er blevet til husråd. I bogens afsluttende del bringes en række eksempler. Nogle af dem kendes også fra andre egne af Danmark, men alle har de været en del af den folkelige overlevering fra samme geografiske område som bogens øvrige indhold.
Læs dem og fortæl dem videre, lad folkesnakken leve.

Karl Erik Frederiksen

Bestil bogen